Om os
Respekt for forskelligheder fremmer trivslen og kreativiteten
Når vi søger at blive i stand til at lede os selv indefra, kan Enneagrammet vise os vej til en ny accepterende selvforståelse. Enneagrammet hjælper os med at genkende de uhensigtsmæssige mønstre, der forhindrer os i at tænke nyt.
Enneagrammet er et selvopdagelses- og udviklingsredskab, der vil ændre dit syn på dig selv og andre. Du får indsigt i 9 forskellige personligheder, der hver har deres måde at opleve og se verden på. Enneagrammet beskriver hver personligheds særlige træk, og du får en større forståelse for egne og andres reaktioner i f.eks. pressede og stressede situationer, i forbindelse med konflikter mm.
Kort sagt giver Enneagrammet indsigt i dig selv og andre, hvilket styrker dit lederskab. Du får ydermere et hint om, hvordan du kan fremme din udviklingsproces og dermed øge adgangen til dine dybereliggende potentialer.
Enneagrammet minder os om, at udvikling i bund og grund handler at skabe balance mellem vores tre grundlæggende intelligenser: Den fysisk/intuitive, den følelsesmæssige og den mentale intelligens.
Det er væsentligt at nævne, at det at lære din personlighed at kende blot er starten, idet du er mere end din personlighed. Det er endvidere værd at nævne, at ingen af de 9 personligheder er bedre stillet end andre. De har alle deres styrker og udfordringer. Viden om personlighederne giver respekt for forskelligheder og en forståelse for, at vi alle befinder os forskellige steder i den samme båd.
Oprindelsen
Enneagrammet er muligvis det ældste eksisterende system til forståelse og udvikling af den menneskelige bevidsthed, hvis højeste formål er at bringe os i kontakt med vores særlige potentialer. Ingen kender Enneagrammets præcise oprindelse, men dets rødder peger i retning af Asien og Mellemøsten og kan dateres flere tusinde år tilbage. Ordet enneagram kommer fra de græske ennea (”ni”) og gram (”noget der er skrevet eller tegnet”) og refererer til de ni punkter i Enneagrammodellen.
Skaber selvindsigt og udvikling
De fleste bliver overraskede over at opdage, at selv det første møde med Enneagrammet øger den selvindsigt, der er første trin i enhver forandringsproces. At kende til Enneagrammet er en vej til at opdage, at du er mere end det, du har defineret som ‘typisk mig’. Vi har alle Enneagrammets typer i os. Men der er én, som er mere dominerende end de andre.
Enneagrammet hjælper dig med at identificere dine vanemæssige måder at reagere på, især i situationer, hvor du føler dig under pres. Ydermere giver Enneagrammet dig indsigt i de ubevidste motiver, der styrer dine reaktionsmønstre. Mønstrene opstår typisk under opvæksten, som en velbegrundet beskyttelse overfor de vanskelige situationer, som er en uundgåelig del af livet. Senere i livet kan de selv samme mønstre forhindre din personlige udvikling. Efterhånden som mønstrene forstås i dybden og kontakten til den essentielle del af dig selv styrkes, slipper de langsomt deres tag og adgangen til et større potentiale øges.
Anvendelse
Enneagrammet bliver i dag ofte benyttet i forhold til kommunikation, konfliktløsning, coaching, relationer, ledelses- og teamudvikling samt som et redskab, der kan støtte en mere helhedsorienterede udvikling.